Jeg var i starten af december inde og se Jesus Christ Superstar i Herning Kongrescenter. Det var første gang, jeg skulle se den i sin helhed. Jeg havde på forhånd læst om den, at det skulle være en mere rocket version end ellers, og jeg må da også sige, at det var den, hvilket jeg synes var rigtig godt. Desværre kunne man ikke høre meget af teksten. Den forsvandt simpelthen. Om det var balancen mellem bandets lydniveau og sangernes eller sangernes diktion…jeg er nok mest bange for det sidste, idet man godt kunne høre, hvad nogle af dem sang.
Nu hjalp det heller ikke, at de havde bedt en svensker om at spille Jesus. Ja, ikke fordi han var svensker, og han sang i øvrigt forrygende, men man kunne ikke forstå, hvad han sang. Måske burde man have opført stykket på engelsk. Jeg har senere hørt et klip med ham på nettet, hvor han synger på engelsk, og der kan man nemt forstå ham. Martin Preisler som Judas var også en oplevelse, meget kraftfuld i sit udtryk.
Musikken…Andrew Lloyd Webber…jeg ved ikke, jeg har aldrig været den store fan af ham, men han har en evne til at lave ørehængere, og han smider da også en 4-5 stykker afsted i denne forestilling, men resten…ja, det kunne have været bedre. Men smag og behag er jo forskelligt.