Så blev det den 24. december 2007, juleaftensdag og indgangsporten til julen. Selv om det er godt og vel 30 år siden, jeg var barn, så har dagen stadig en speciel magi over sig, en særlig stemning. December har været travl, og der har ikke været megen tid til juleoptaktshygge, men nu er alt ved at være på plads. Juletræet er sat op og pyntet, småkagerne er bagt, kartoflerne er skrællede, og stegen står og venter på at skulle i ovnen, stearinlysene er tændt rundt omkring. Vi holder i vores familie som altid en stille og rolig jul. Jeg vil tro, at mange vil finde vores måde at holde jul på kedelig, men for os er det den rigtige.
Se hvor julesneen falder tæt derude, er det ikke det man siger i Nøddebo Præstegaard? Det gør den jo ikke just tit i Danmark og således heller ikke i år. Men jul skal det nu nok blive alligevel. Det er allerede mørkt i vejret…snart sætter eftermiddagsmørket ind, og de tændte lys stråler med ekstra styrke og glans. Julen er på vej og vil oplyse de næste dage her i vintermørket.
Glædelig jul!