Så er det blevet nytår, og dermed må enhver postkasse ryste i sine skruer af angst, thi i denne tid er det åbenbart tilladt, ja, nærmest en pligt, at henrette og bombesprænge en postkasse, når man ser en.
Her på vejen gik det ud over naboens postkasse i nat, selv om alle havde ladet deres postkasser stå åbne. Men det var da ikke nok. Sådan et bæst skal ikke tro den kan slippe, fordi den står åben, den skal da smadres alligevel, dø, motherfucker postkasse, dø!
Hvad er det netop kombinationen af fyrværkeri og postkasser aktiverer i primitive hjerner? Slår disse hjerner, hvis ikke ordet hjerne er en al for positiv betegnelse, straks på automatpilot som en robot…må smadre postkasse…må smadre postkasse? Er det en psykologisk motiveret hævn over alle postkasser, fordi lille Kenneth et år ikke fik noget fødselsdagskort fra tante Oda som vanligt og dermed var udsat for et totalt og uopretteligt svigt fra postkassens side?
Denne ødelæggelsestrang…hvad enten det drejer sig om en postkasse, andre materielle ting eller fysisk liv…jeg forstår det ikke.
