Så blev det tyske Musical-Showstar 2008 afgjort, og vinderne blev Kevin Köhler og Anna-Maria Schmidt. Det kan man ikke sige så meget til. De 6 tilbageværende deltagere havde mange store kvaliteter, så det var svært at vælge, men nogle var måske mere oplagte til netop roller i Starlight Express end andre.
Showet indeholdt også en ubetalelig morsom scene, hvor værten Thomas Gottschalk og operastjernen Rolando Villazón sang en duet fra Spamalot – Always Look on the Bright Side of Life. Som jeg skrev i gårsdagens indlæg, så ligner Rolando Villazón i høj grad Mr. Bean/Rowan Atkinson, og om det var frivilligt eller ej, så gjorde han i hvert fald ikke noget for at skjule det under dette optrin. Stort!
Hvorfor sidder man og ser på slige TV-programmer? Og så endda på tysk? Jeg ved ikke…jeg synes bare, at det var rigtig godt TV, og så selvfølgelig også fordi, at jeg interesserer mig for teater/musicals.
Gennem de sidste uger er man kommet til at “kende” deltagerne ligeså godt, som f.eks. det danske x-factor. og der er i hvert fald nogle af deltagerne, som jeg vil forsøge at følge fremover. En Alexander Herzog med det fantastiske smittende humør, en storsyngende Franziska Forster, de to vindere…ja, man kunne nævne flere.
Ellers ser det jo ud til at blive en vejrmæssig flot lørdag, solen skinner fra en skyfri himmel. Jo…foråret så sagte kommer.