GAB, så slog nuttet-faktoren til igen! Norge vandt Melodi Grand Prixet. Var det fordi, de havde den bedste sang? Ikke i mine ører. Der var sange, der var langt bedre end denne norske, i bedste fald middelmådige, sang.
Men hvor var han dog nuttet, kær og åh så charmerende, den unge forsanger som Norge havde! Jamen altså, han kunne vel nok sætte pigehjerter og smsstemmer i brand i praktisk talt samtlige lande, så selv flere af de personer, der skulle offentliggøre stemmerne fra de respektive lande ubetinget måtte erklære ham deres kærlighed. Puke!
Hvornår slipper vi for dette sms-helvede, der i den grad favoriserer udseende og andet uvedkommende? Vi må have de uvildige juryer tilbage, der kan fokusere på sangen, melodien og udførelsen. Det er jo ikke en skønhedskonkurrence.
Jeg beklager at måtte sige dette, Norge, og så endda på jeres nationaldag, men ikke desto mindre, så må det ud.
Jean-Michel Jarre
Den 9. maj besøgte Jean-Michel Jarre Herning Messecenter, og det var en anderledes positiv oplevelse. Det var fantastisk at opleve dette lyd- og lysshow, endda selv om det var tidligt på turneen, og man næsten ikke kunne forvente, at alt klappede 100 %. Men det var super godt. Selvfølgelig også det at se mesteren selv live. Jarre har ellers for mig kun været sådan et slags fantasi-menneske med hvem man nok købte cd’ere, men som ellers kun levede inde i TV, når han kom frem med sine store koncerter på uopnåelige steder. De sidste år har han dog nærmet sig os dødelige med optrædener på mere ydmyge steder som Gl. Vrå Enge og i Skive og nu således også denne aften i Herning.
Det var en rigtig fed koncert, og jeg er glad for, at jeg fik ham set, inden han takker af. Manden er jo trods alt 60 år, selvom det nu ikke var til at se ved koncerten, hvor han virkede meget levende og engageret. Der findes en række mobilklip fra koncerten på youtube, her er der et link. Og et mere.