Herfra skal der på årets sidste dag lyde en stor tak til TV2 Charlie for at opfylde et af mine ønsker i mange år, nemlig at optage nogle af årets sommerrevyer og sende dem forskudt. Jeg håber, at det er noget, der vil fortsætte de næste år. Det har været en lidt blandet fornøjelse at se revyerne, nogle numre har været dårlige, mens andre har været absolut blændende. Men sådan er det jo nok, man kan næppe have en revy med lutter topnumre.
Mere vil have mere – kunne man ønske noget for 2012 i Tv-regi? Jeg vil hermed foreslå TV2 Charlie eller en anden interesseret kanal at arbejde på at optage forestillinger fra teatre rundt omkring i Danmark og udsende dem senere. Det behøver ikke være i samme sæson, som de bliver spillet. TV skal jo ikke konkurrere med teatrene på billetsalget, men måske udsende dem på Tv sæsonen efter. Der er så mange gode forestillinger, som det ikke er muligt at få set, når man bor langt fra teatrene. Det ville også være en gevinst for teatrene at kunne få deres stykker ud til befolkningen og gjort deres teater mere kendt.
Til sidst skal der lyde et ønske om et godt og lykkebringende nytår til alle!